I løbet af ens dagligdag møder man mange mennesker på det
personlige plan. Gennem ens skolegang, er der en stor chance for, at man kommer
til at møde kantinepersonale.
Mødet mellem kantinepersonalet og en selv foregår formentligt
på en rolig og høflig måde. Når vi møder en fremmed forventes, der i vores
ubevidste at vedkommende vi møder, er rolig og fattet. Vi har et roligt
kropssprog, som er et signal til personen over for os om, at vi ikke vil dem
noget ondt.
Vi holder gerne øjenkontakt for at udvise venlighed, men det
er også menneskeligt at ville passe på sig selv, og derfor holdes denne
øjenkontakt kun i et par sekunder. Vi smiler gerne forsigtigt, og vores stemme
bliver lysere. Alt dette er en blanding mellem høflighed og hvad der forventes
af os.
Dette kan også være et eksempel på hvordan vi for eksempel
møder en ny klassekammerat, eller bare generelt nye bekendtskaber. Derfor
forventes det også af os, at vi har denne rolige og venlige adfærd over for nye
bekendtskaber. Hvis vi for eksempel mødte nye mennesker med råb, vilde fagter
med armene og kropskontakt, ville folk synes man var privatlivs invaderende og
det kunne på sigt få konsekvenser for, hvordan vi kan blive inkluderet i et
fællesskab.
Når du møder en af dine mere personlige bekendtskaber
forventes der noget andet af dig.
Desto tættere du er med vedkommende, desto mere afslappet kan
man være i sit kropssprog. Hvis man møder en man kender, bliver ens nære gerne
mødt med lang øjenkontakt, høje lyse til tider lidt skingre stemmer og masser
af latter, ofte er der også kropskontakt i form af kram til disse møder. Her er
man ikke bekymret for, om man skal blive inkluderet i fællesskabet, det er man
allerede og folk ved hvordan du møder dem, men de ved også, hvordan du
forventer at blive mødt. Herved kan man også tale om, at man allerede er i et
inkluderende fællesskab ved mødet.
Medarbejder i selvbetjeningskassen:
I visse dagligvarebutikker er der selvbetjeningskasser. Det
er som regel unge mennesker man møder her, men i dag var det en moden dame.
Mødet med medarbejderen i selvbetjeningskassen forventer vi
havde været anderledes, hvis det havde været en ung medarbejder, da de unge
medarbejdere ofte er mere servicemindede, fordi at de unge er mere sociale og
har en anden motivation, da de har hele livet foran sig endnu. De unge indgår i
en del sociale fællesskaber, fordi det ofte er nemmere at få nye bekendtskaber
imens man er ung. De unge har ofte disse nye relationer fordi de skifter meget
i mellem forskellige jobs og uddannelser. Hvorimod når man bliver ældre kan man
godt gro lidt fast på en arbejdsplads, og hvis man altid er på den samme
arbejdsplads er det meget begrænset med muligheder for nye relationer.
Det er jo ikke fordi, at man får den store kontakt ved disse
kasser, men man kan alligevel godt fornemme stemningen omkring personerne, der
står der.
Denne dame var meget energisk og lidt kontrollerende. man kan
ikke få øjenkontakt med hende - har faktisk heller ikke lyst - der var ligesom
noget over hende.
Bagefter kom hun over og sagde: "Og du skal så scanne
bonen, når du skal ud". Det har jeg gjort flere gange, men jeg sagde ikke
noget om det. Men det var jo ligesom heller ikke en invitation til en
diskussion. Det var mere som en ordre. Betoningen i hendes stemme var meget
bestemt.
Hendes kropssprog fortalte også meget. Hun havde en
udstråling af autoritet. Hun smilede ikke og hun virkede meget bestemt. Hendes
fremtoning gjorde, at man kunne se, at hun havde styr på det hele. Relationen
mellem hende og kunderne var
professionel og alt andet end venskabelig.
Der er ikke to personer der er ens, og måden der bliver
kommunikeret på mellem folk, vil derfor være forskellig afhængig af personen og
hvilken situation man står i. Når man møder en person man kender godt, vil det
ofte være tydeligt at se, at man er afslappet i sit kropssprog, og der vil også
tit være kropskontakt. Hvis man derimod taler med en person man ikke kender,
vil det være mere overfladisk, og det kan tydeligt ses på kropssproget.
Når man møder en man ikke kender, er det afgørende hvordan
man agerer, for at blive inkluderet i et eventuelt fællesskab, modsat når man
møder en man kender, hvor man ved, hvad der forventes fra starten af mødet.
Kære gruppe B
SvarSletTak fordi vi måtte læse med! Først og fremmest så synes vi det er en spændende location, I har valgt at observere på, ydermere synes vi at I blander anerkendelse og inklusion super fint..
Vi har talt om at jeres blog kunne blive løftet, hvis I anvender flere billeder, altså ved at, anvende visuelle kommunikationsredskaber, da det gør bloggen mere levende/personlig.
Ser vi på sproget i teksten løber vi ofte ind i ordret ”man” dette skaber tvivl hos os, fordi hvem er”man”?
Det I skriver er rigtigt godt, men det vil blive endnu bedre hvis I løfter niveauet på det sproglige.
Til sidst synes vi det vil skabe mere troværdighed, hvis man sætter en afsender på sin blog.
Vi tænker det vil være spændende hvis I vil reflektere over følgende spørgsmål:
1) Hvilken teoretikere kunne underbygge det I skriver om?
2) Hvad forstår I ved begrebet inklusion?
3) Hvad forstår I ved begrebet ankerkendelse?
Mange hilsner fra Louise, Malene, Rasmus, Chandra og Camilla - gruppe 4A