Drama didaktik

Drama Didaktik

Hej bloggen

I løbet af det sidste modul har jeg, Matilde, haft faget teater og drama didaktik.
I den forbindelse har jeg lært om hvordan didaktik har forbindelse til det dramapædagogiske.

Forløbet gik ud på at vi først lærte en masse øvelser og lege som vi kunne bruge i praksis. For derefter at læse nogle tekster, som vi kunne bruge til at analysere legene og hvad børnene får ud af dem. Vi har haft til opgave at lave et forløb for nogle børn, som skulle udvikle dem på en dramadidaktisk relevant måde. I den forbindelse vil jeg gerne fortælle om nogle af de begreber der kan bruges til at analysere det der sker i prakisk.

Teorier

Vi har haft fokus på Vygotsky’s teori om at legen kan forstås som en kulturel aktivitet.
Her har vi set børnenes leg som en læringsproces, hvor barnet udvikler både sociale og
emotionelle redskaber. Ved at bruge drama som æstetisk læreform, har børnene mulighed
for at arbejde med indtryk i form af egne følelser og oplevelser, samt udtryk i form af det
kropslige udtryk de viser frem. Gennem dette får børnene også mulighed for at udtrykke
det usigelige. Det usigelige er egne følelser og oplevelser, som man ikke nødvendigvis er
i stand til at tale om. Her fungerer dramaet som et redskab, der muliggør at tale om og
reflektere over det der normalt ikke kan tales om. (Sørensen, 2011, s. 8)

Den affektive afstemning er tydelig i det æstetiske rum, som i dette forløb primært er i den æstetiske
udtryksform drama. Vi som pædagogstuderende går forrest, og derfor spejler børnene sig både i os
og i hinanden. Vi anerkender børnenes udtryk af følelser, spejler disse med en tilsvarende følelse, og
dermed benytter os af det som Daniel Sterns teori (Aabro, 2016, s. 82) kalder affektiv afstemning.
Når vi som pædagogstuderende anerkender barnet som subjekt, så har det i dette forløb den effekt, at
børnene gensidigt anerkender vores drama aktivitet og dermed følger med. Børnene affektiv afstemmer
dermed også vores subjektive selv ved at tage del i et fælles tredje, som i dette forløb er samspillet i
drama, og de forskellige øvelser i impulsen og optakten. Børnene får en oplevelse af en forståelse og
anerkendelse ved at dele sine og vores oplevelsesverden. Ved at fokusere på den affektive afstemning
trænes børnene også til at lytte til fællesskabet og mærke atmosfæren i rummet.

Dette er især synliggjort i en øvelse der kaldes tømmerflåden, hvor børnene skal forestille sig et transportmiddel, som de fælles skal bevæge rundt på, og sørge for konstant at være ligeligt fordelt over det hele. Her trænes de i det Daniel Stern (Merete Sørensen) kalder kinæstetisk empati og vitalitetsaffekter. De øves i at være bevidste om hvor de andre befinder sig rent fysisk, samtidig med at de justerer hvor og hvordan de selv agere og placere sig. Dette er med til at børnene bliver bedre til at fornemme forholdet mellem sig selv og de andre  og dermed også den dynamiske vitalitetsform som Daniel Stern definere. (Kirk og Krøgholt, 2018, s. 162)

Mvh Matilde, Carina, Anne-Mette og Christinna